Vores hverdag
- Uddannelse og fællesskab

Vores hverdag

Udforsk dine talenter

Undervisningen hos os er delt op i områder, du kan udforske og dygtiggøre dig i. 

Vi har bl.a. aktiviteter inden for madlavning og daglige færdigheder, digitale medier, genbrug, krop og sind, kultur og samfund og kreativitet.

Der er mulighed for at prøve flere forskellige ting af i løbet af din STU. Vi hjælper dig hele vejen igennem med at tilpasse uddannelsen til dig og dine forudsætninger.

Her kan du se og læse mere om de forskellige områder:

Mad og livsstil

Er du vild med alt indenfor mad og livsstil eller vil du gerne blive bedre til det? I undervisningen arbejder vi med alle de elementer, der indgår i madlavning: Fra idé og planlægning af madplan, til indkøb, lave og servere maden og oprydning.

Vi har også projektforløb og kurser, hvor du bl.a. lærer om sundhed og ernæring, madspild, fysisk aktivitet, husholdningsbudget m.m. Vi tilbereder frokost sammen tre dage om ugen og spiser med hinanden.

Der er altid en god og hyggelig atmosfære i vores køkken, og alles idéer bliver hørt. Så har du retter, du gerne vil lære at lave, så du kan tilberede dem derhjemme? Så gør vi det i fællesskab her!

Digitale medier

Er du vild med alt indenfor digitale medier? Her tager vi billeder, laver podcast og videoer og lærer om forskellige programmer og platforme til billedredigering, videoredigering, grafisk design og fællesskaber.

Her er der mulighed for selv at præge undervisningen: kunne du godt tænke dig at lave en video om dit yndlingsemne? Eller til en youtube kanal? Har du en idé til billeder, du gerne vil ud på tur for at tage? Vi vil altid gerne høre dine ideer og sammen finde ud af, hvordan vi fører dem ud i livet.

Genbrug

Er du vild med genbrug, og kan du lide at reparere, restaurere og give nyt liv til ting, som andre ville smide væk? Udfold dig her kreativt og praktisk!

Her har vi fokus på genanvendelse af alle de ting, som andre smider ud. Vi indsamler brugte ting, som vi eventuelt restaurerer, reparerer og gør klar til videresalg. Vi har her også
projektforløb inden for bæredygtighed, kreative projekter, grøn fremtid og naturens egne materialer.

Der er også mange forskellige administrative opgaver. Alle indsamlede ting registrerer vi, systematiserer, fotograferer og kategoriserer.

Kultur og samfund

Er du nysgerrig på at udforske forskellige aspekter af vores kultur og samfund? ‘På tur med et formål’ er kernen i dette uddannelsesområde. Her tager vi på forskellige ture og laver forløb på tværs af undervisningen. Det kan være virksomhedsbesøg, kulturelle begivenheder, mad- og naturoplevelser.

Vi udforsker sammen vores kultur og samfund. Dine og de andre elevers ideer og interesser driver vores projekter og temaer. Vi vil altid gerne høre, hvad du drømmer om at komme ud og opleve.

Fællesskab i fokus

En vigtig del af vores STU er et stærkt fællesskab, hvor du altid kan føle dig tryg og inkluderet. Vi tror på, at den bedste læring sker, når man føler sig som en del af noget større.

Derfor er vores mål også, at du udvikler dig socialt og bliver klar og tryg ved et voksenliv med venner, kolleger og fritidsinteresse fællesskaber.

Vi inddrager vores elever i planlægningen af sociale arrangementer og elsker at høre, hvis I har ideer til fælles arrangementer i huset, men også ude af huset. Det kan være en spil-dag, en tur i svømmehallen, i skoven eller ud at bowle.

Følg os på Instagram eller Facebook!

Hvis du er endnu mere nysgerrig på, hvad vi laver på vores STU, er du mere end velkommen til at følge med i vores hverdag på Instagram eller Facebook.

Her kan du blive klogere på vores fællesskab, hvad vi laver i undervisningen og møde de andre elever og undervisere.